mainlogo

NæstvedArkiverne
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Tlf. 5588 5040
arkiv@naestved.dk

Lolland Stadsarkiv
Tlf. 5467 6864
Jernbanegade 7
4930 Maribo
stadsarkivet@lolland.dk

Faxe Kommunes Arkiver
Drosselvej 1
4683 Rønnede
Tlf. 5620 4300
arkiv@faxekommune.dk

Guldborgsund Stadsarkiv
Rådhuset
Parkvej 37
4800 Nykøbing F
Tlf. 5473 1000
stadsarkiv@guldborgsund.dk

Alsang

Alsang blev et fænomen under krigen og et symbol på folkets modstand. Fællessangen begyndte i sommeren 1940 og formålet var fra starten at synge fædrelandssange og på den måde vise de nationale følelser.

Alsang er betegnelsen for en række fællessangsstævner, der fandt sted i de første år af den tyske besættelse af Danmark. På stævnerne sang tusindvis af deltagere fædrelandssange og gav på den måde udtryk for sammenhold og nationalfølelse. Alsangen begyndte i Nordjylland i juli 1940 og kulminerede den 1. september 1940, hvor flere hundrede tusinde mennesker deltog i alsangsstævner over hele landet.

Idéen til alsang stammede fra Norge og Sverige, hvor der allerede inden besættelsen havde været arrangeret sangaftener med sangkor, der ledte an i sang for en større menneskemængde. Formålet med de danske alsangsstævner var først og fremmest at få deltagerne til at synge kendte danske fædrelandssange og derigennem udtrykke deres nationale følelser. Blandt repertoiret var sange som ”I Danmark er jeg født”, ”Den danske sang”, ”Jeg elsker de grønne lunde”, ”Jeg bærer med smil min byrde”, ”Se det summer af sol”, ”Jeg er havren” og ”Vort modersmål er dejligt”, og der sluttedes ofte af med nationalmelodien ”Der er et yndigt land”.

Via radiotransmission og avisernes omtale af arrangementerne bredte alsangsbølgen sig til resten af landet, og den 14. august 1940 havde et alsangsstævne i Fælledparken i København 80.000 deltagere. Alsangen i København blev en stor succes og tiltrak sig for alvor pressens opmærksomhed, hvor der blev lagt vægt på dens evne til at samle folk i alle aldre og samfundslag. Herfra var der ikke langt til idéen om at samle hele nationen i landsdækkende alsang.

Det landsdækkende alsangsstævne blev afholdt den 1. september 1940. Hovedstævnet var i København, hvor 150.000 deltog. Der blev transmitteret direkte i radioen fra stævnet i København til de øvrige byer, hvor folk således kunne synge med i takt. I alt deltog skønsmæssigt 720.000 på landsplan, og alsangen var en stor begivenhed også i de mindre byer.

I september 1940 udkom også for første gang "Kongesangbogen", trykt i anledning af Christian 10.s 70-års fødselsdag. Den blev finansieret anonymt af institutioner (blandt andet Nationalbanken og postvæsenet) samt private og blev husstandsomdelt. Baggrunden for bogen var at bekræfte og styrke de nationale følelser samt båndene mellem befolkning og kongehus ved at udgive en sangbog, der kunne tages med til alsang. Sangudvalget bestod først og fremmest af de ’bløde’ nationalsange, der fokuserede på naturbeskrivelser, demokrati og folkesjælen, mens de mere krigeriske nationalsange blev fravalgt, blandt andet af hensyn til den tyske censur. I de følgende år udkom sangbogen i flere oplag i op mod 2 millioner eksemplarer.

Efter det store landsdækkende stævne i 1940 blev der afholdt flere alsangsarrangementer, men ingen med lige så stor tilslutning. Efter indførelsen af mødeforbud blev alle arrangementer aflyst fra 1943, og det betød afslutningen på alsang som udtryk for den nationale stemning.

Som en udløber af alsangsbølgen arrangeredes desuden i foråret 1941 algang, hvor større grupper mennesker gik på fælles vandreture, dog uden tilsvarende succes.

Klik på linkene nedenfor for at finde dine kilder:

 

 

UNDERVISNINGSMATERIALE OM ALSANG

Se arbejdsspørgsmål til emnet alsang på tidslinjen "Besat og befriet 1940-1945"

Grundskole

Gymnasium